VM i speedway

Verdensmesterskabet i speedway er en international konkurrence mellem verdens bedste speedway-ryttere. I dag er mesterskabet organiseret som en serie af grand prix-løb, hvor rytterne tildeles point efter deres placering i det enkelte løb. Efter alle sæsonens løb kåres rytteren med flest point til verdensmester. Indtil 1995 blev mesterskabet dog afgjort i en én-dagskonkurrence – en finale med fem heats, hvor placeringen i de enkelte heats udløste point, og rytteren med flest point efter de fem heats blev blev kåret som verdensmester.

Organisation

1936-1954

Det overordnede system var stort set uændret gennem hele perioden. Der var indledende kvalifikationsstævner, hvor rytterne kørte i heates med fire ryttere, og der blev givet point efter placeringen i heatet (3 point for sejr, 2 point for andenpladsen og 1 point for tredjepladsen). Dette blev kaldt Championship Round (Mesterskabsrunden) og bestod af 7-10 løb, men ingen deltog i dem alle. De 16 rytter, der havde scoret flest point i Mesterskabsrunden, kvalificerede sig til finalen (World Final) på Wembley Stadium. I 20 heats med fire ryttere, hvor hver rytter kørte fem heats, og alle ryttere mødte hinanden undervejs, blev der igen uddelt point efter ovennævnte system. Og rytteren med flest point efter de 20 heats blev verdensmester.

1955-1994

I 1955 besluttede arrangørerne af World Final, at det ikke længere var praktisk for de mange udlændinge at rejse til kvalifikationsløbene i Mesterskabsrunden i Storbritannien. I stedet indførtes regionale kvalifikationsstævner. De nordiske lande Finland, Danmark, Sverige og Norge fik sit eget kvalifikationsstævne, og på samme vis fik Østrig, Holland, Tyskland, Polen, Sovjetunionen og Tjekkoslovakiet et kontinentalt kvalifikationsstævne. Og de bedste ryttere mødtes til Europamesterskabet, hvor de bedste kvalificerede sig til World Final – alle stævnerne var organiseret på nogenlunde samme måde som World Final-stævnet.

Mesterskabsrunden for britiske, amerikanske, australske og newzealandske ryttere blev dog bibeholdt indtil 1964, hvorefter et tilsvarende kvalifikationssystem også blev indført for disse landes ryttere.

Fra de to kvalifikationsgrupper kvalificerede et fastsat antal ryttere sig til World Final, der fortsat blev afviklet som tidligere. Antallet af pladser til hvert land/kontinent varierede fra år til år, som regel afhængig af hvilket land, der var vært for mesterskabet. Og de regionale inddelinger varierede også, f.eks. blev der afviklet en interkontinental finale mellem de engelsktalende og nordiske lande i perioden 1972-1990.

1995-2006

Som erstatning for én-dagsfinalen blev der i 1995 indført en såkaldt grand prix-serie, der minder om afviklingen af Formel 1-mesterskabet. Systemet med kvalifikations- og finalestævner blev nu brugt som kvalifikation for ryttere til det efterfølgende års grand prix-serie.

Oprindeligt bestod grand prix-serien af seks løb – i Polen, Østrig, Tyskland, Sverige, Danmark og Storbritannien. Det gamle system, hvor alle ryttere mødte hinanden blev stadig brugt i de enkelte grand prixer med den undtagelse, at de fire bedste ryttere også kørte et finaleheat der afgjorde sejren i det enkelte grand prix. Der blev uddelt point for placeringen i hvert grand prix:

1.-plads = 25 point
2.-plads = 20 point
3.-plads = 18 point
4.-plads = 16 point
5.-plads = 14 point
6.-plads = 13 point
7.-plads = 12 point
8.-plads = 11 point

9.-plads = 9 point
10.-plads = 8 point
11.-plads = 7 point
12.-plads = 6 point
13.-plads = 4 point
14.-plads = 3 point
15.-plads = 2 point
16.-plads = 1 point

Dette system blev brugt indtil 1998, hvor FIM opfandt et nyt system. I stedet for 16 ryttere, der kørte for at vinde point og kvalificere sig til et finaleheat, skulle der nu deltage 24 rytter, inddelt i to klasser. De otte bedste var direkte kvalificeret til hovedrunden, mens de øvrige 16 konkurrerede om de sidste otte pladser i hovedrunden ved at køre 10 knock-out heats. Hovedrunden bestod af yderligere 10 knock-out heats, der reducerede hovedrundefeltet fra 16 til 8 semifinalister. Semifinalerne blev afviklet som to heats med fire ryttere, hvor de to første fra hvert heat gik videre til finalen om placeringerne 1-4, mens de øvrige gik videre til B-finalen om placeringerne 5-8. Pointsystemet blev ligeledes revideret, så 5.-pladsen nu gav 15 point, 6.-pladsen 14 point, 8.-pladsen 10 point. Point til rytterne fra 9.-pladsen og nedefter blev uddelt alt efter hvilket tidspunkt, de blev slået ud på, og deres placering i det sidst kørte heat.

Systemet fungeret næsten uændret indtil 2004, pånær antallet af GP-løb blev udvidet til 10 i 2002 og derefter indskrænket til 9 i 2003 og 2004. Imidlertid blev systemet af mange anset for at være for kompliceret, og i forbindelse med 2005-sæsonen vendte man tilbage til systemet fra 1995-1997 med en mindre modifikation. De vundne point i heatene talte nu med i den samlede stilling om verdensmesterskabet, og de otte bedste ryttere kvalificerede sig nu til to semifinaler, ligesom i systemet fra 1998-2004.

Historie

Den ydmyge start

Briterne må tage æren for at have opfundet verdensmesterskabet i speedway. De var værter for de første 15 mesterskaber – alle på Wembley Stadium – afviklet fra 1936, hvor australieren Lionel van Praag vandt titlen, til 1938 og igen fra 1949 til 1960. Lande fra Commonwealth dominerede konkurrencerne, idet Storbritannien, Australien og New Zealand hver vandt fire titler indtil 1959. Den første ikke-engelsktalende mester blev fundet i 1956, da svenskeren Ove Fundin vandt den første af fem titler. Slutningen af 1950'erne og 1960'erne blev domineret af Fundin sammen med de to new zealændere Ronnie Moore (to titler) og Barry Briggs (fire titler).

Maugers æra

Ved VM i 1966 i Göteborg debuterede Ivan Mauger, en 26-årig new zealænder, der kun langsomt havde slået igennem i den britiske liga. Han sluttede på fjerdepladsen men vandt to ud af sine fem heats, og han viste stort potentiale ved at vinde den europæiske finale (uden svenskere) på Wembley. Og han levede op til de store forventninger. Han kørte speedway indtil han blev 39 år og vandt hele 6 VM-titler, herunder tre i træk fra 1968 til 1970. Efter 1970 blev han mindre uovervindelig. Ole Olsen tog over og vandt i Göteborg i 1971 – den første af tre titler. Mauger fik dog det sidste ord – han vandt den sidste finale, de begge deltog i – i Chorzow i 1979, hvor han scorede 14 ud af 15 mulige point og dermed vandt finalen foran polakken Zenon Plech.

Danskerne tager over

Efter at Bruce Penhall havde vundet to gange i 1981 og 1982 – den sidste af disse, da VM for første og hidtil eneste gang blev afviklet i USA, i Los Angeles – var det Danmarks tur til at overtage herredømmet i speedwayverdenen. Tidligere havde kun Ole Olsen vundet VM-titler, i 1971, 1975 og 1978, men en ny generation var på vej anført af Erik Gundersen og Hans Nielsen, der vandt guld og sølv i Göteborg i 1984. Derefter kom der to danskere øverst på sejrsskamlen hvert år til og med 1988 – en ret bemærkelseværdig rekord. Gundersen og Nielsen vandt tre titler hver i en periode, hvor danskerne vandt seks VM i træk – og 7 ud af 8 titler fra 1984 til 1991.

Speedway Grand Prix

Men dansk speedway blev noget svækket efter at Erik Gundersen og Jan O. Pedersen stoppede deres karrierer, da kun Hans Nielsen herefter havde klassen til at vinde VM. Han vandt i 1995 – med 103 point og en sejr i et af de seks grand prixer (Tommy Knudsen vandt faktisk to grand prixer, men han var ellers ustabil og blev kun nr. 10 samlet). Hans Nielsen blev siden slået med kun 2 point af Billy Hamill i 1996, og på trods af at han fortsatte karrieren til 1999, kom han sidenhen ikke i nærheden af mesterskabet.

I stedet var det Sverige – repræsenteret ved Tony Rickardsson, mester i 1994 – der tog over. Rickardsson vandt fire titler fra 1998 til 2002, kun afbrudt af Mark Lorams sejr i 2000. Danskeren Nicki Pedersen og australieren Jason Crump vandt titlerne i 2003 og 2004, men i de år var Rickardsson plaget af skader og uheldige lodtrækninger i mange af grand prix-løbene. Han kørte dog stadig med om titlerne. I grand prix-serien 2005 vendte Rickardsson tilbage med fuld kraft og vandt sin sjette titel, hvorved han tangerede Ivan Maugers rekord.

VM-vindere

Individuelt

År	Vinder	Land	Sted
1936	Lionel Van Praag	Australien	Wembley, Storbritannien
1937	Jack Milne	USA	Wembley, Storbritannien
1938	Arthur Wilkinson	Australien	Wembley, Storbritannien
1939-48: Aflyst
1949	Tommy Price	Storbritannien	Wembley, Storbritannien
1950	Fred Williams	Storbritannien	Wembley, Storbritannien
1951	Jack Young	Australien	Wembley, Storbritannien
1952	Jack Young	Australien	Wembley, Storbritannien
1953	Fred Williams	Storbritannien	Wembley, Storbritannien
1954	Ronnie Moore	New Zealand	Wembley, Storbritannien
1955	Peter Craven	Storbritannien	Wembley, Storbritannien
1956	Ove Fundin	Sverige	Wembley, Storbritannien
1957	Barry Briggs	New Zealand	Wembley, Storbritannien
1958	Barry Briggs	New Zealand	Wembley, Storbritannien
1959	Ronnie Moore	New Zealand	Wembley, Storbritannien
1960	Ove Fundin	Sverige	Wembley, Storbritannien
1961	Ove Fundin	Sverige	Malmö, Sverige
1962	Peter Craven	Storbritannien	Wembley, Storbritannien
1963	Ove Fundin	Sverige	Wembley, Storbritannien
1964	Barry Briggs	New Zealand	Göteborg, Sverige
1965	Björn Knutsson	Sverige	Wembley, Storbritannien
1966	Barry Briggs	New Zealand	Göteborg, Sverige
1967	Ove Fundin	Sverige	Wembley, Storbritannien
1968	Ivan Mauger	New Zealand	Göteborg, Sverige
1969	Ivan Mauger	New Zealand	Wembley, Storbritannien
1970	Ivan Mauger	New Zealand	Wrocław, Polen
1971	Ole Olsen	Danmark	Göteborg, Sverige
1972	Ivan Mauger	New Zealand	Wembley, Storbritannien
1973	Jerzy Szczakiel	Poland	Chorzów, Polen
1974	Anders Michanek	Sverige	Göteborg, Sverige
1975	Ole Olsen	Danmark	Wembley, Storbritannien
1976	Peter Collins	Storbritannien	Chorzow, Polen
1977	Ivan Mauger	New Zealand	Göteborg, Sverige
1978	Ole Olsen	Danmark	Wembley, Storbritannien
1979	Ivan Mauger	New Zealand	Chorzow, Polen
1980	Michael Lee	Storbritannien	Göteborg, Sverige
1981	Bruce Penhall	USA	Wembley, Storbritannien
1982	Bruce Penhall	USA	Los Angeles, USA
1983	Egon Müller	Vesttyskland	Norden, Vesttyskland
1984	Erik Gundersen	Danmark	Göteborg, Sverige
1985	Erik Gundersen	Danmark	Bradford, Storbritannien
1986	Hans Nielsen	Danmark	Chorzow, Polen
1987	Hans Nielsen	Danmark	Amsterdam, Holland
1988	Erik Gundersen	Danmark	Vojens, Danmark
1989	Hans Nielsen	Danmark	München, Vesttyskland
1990	Per Jonsson	Sverige	Bradford, Storbritannien
1991	Jan O. Pedersen	Danmark	Göteborg, Sverige
1992	Gary Havelock	Storbritannien	Wrocław, Polen
1993	Sam Ermolenko	USA	Pocking, Tyskland
1994	Tony Rickardsson	Sverige	Vojens, Danmark
1995	Hans Nielsen	Danmark	Grand prix-serie
1996	Billy Hamill	USA	Grand prix-serie
1997	Greg Hancock	USA	Grand prix-serie
1998	Tony Rickardsson	Sverige	Grand prix-serie
1999	Tony Rickardsson	Sverige	Grand prix-serie
2000	Mark Loram	Storbritannien	Grand prix-serie
2001	Tony Rickardsson	Sverige	Grand prix-serie
2002	Tony Rickardsson	Sverige	Grand prix-serie
2003	Nicki Pedersen	Danmark	Grand prix-serie
2004	Jason Crump	Australien	Grand prix-serie
2005	Tony Rickardsson	Sverige	Grand prix-serie
2006	Jason Crump	Australien	Grand prix-serie
2007	Nicki Pedersen	Danmark	Grand prix-serie
2008	Nicki Pedersen	Danmark	Grand prix-serie
2009	Jason Crump	Australien	Grand prix-serie
2010	Tomasz Gollob	Polen	Grand prix-serie
2011	Greg Hancock	USA	Grand prix-serie
2012	Chris Holder	Australien	Grand prix-serie
2013	Tai Woffinden	Storbritannien	Grand prix-serie
2014	Greg Hancock	USA	Grand prix-serie
2015	Tai Woffinden	Storbritannien	Grand prix-serie
2016	Greg Hancock	USA	Grand prix-serie
2017	Jason Doyle	Australien	Grand prix-serie
2018	Tai Woffinden	Storbritannien	Grand prix-serie
2019	Bartosz Zmarzlik	Polen	Grand prix-serie
2020	Bartosz Zmarzlik	Polen	Grand prix-serie
2021	Artiom Łaguta	Rusland	Grand prix-serie
2022	Bartosz Zmarzlik	Polen	Grand prix-serie
2023	Bartosz Zmarzlik	Polen	Grand prix-serie

Hold

År	Vinder	Ryttere	Sted
1960	Sverige	Ove Fundin, Björn Knuttson, Olle Nygren, Rune Sörmander	Göteborg, Sverige
1961	Polen	Marian Kaiser, Henryk Zyto, Florian Kapała, Stanisław Tkocz, Mieczysław Połukard	Wrocław, Polen
1962	Sverige	Ove Fundin, Björn Knuttson, Rune Sörmander, Göte Nordin, Sören Sjösten	Slany, Tjekkoslovakiet
1963	Sverige	Ove Fundin, Björn Knuttson, Göte Nordin, Rune Sörmander, Per Sörmander	Wien, Østrig
1964	Sverige	Ove Fundin, Björn Knuttson, Göte Nordin, Rune Sörmander, Sören Sjösten	Abensberg, Vesttyskland
1965	Polen	Andrzej Pogorzelski, Andrzej Wygleda, Zbigniew Podlecki, Antoni Woryna	Kempten, Vesttyskland
1966	Polen	Andrzej Wygleda, Antoni Woryna, Andrzej Pogorzelski, Marian Rose, Edmund Migos	Wrocław, Polen
1967	Sverige	Ove Fundin, Bengt Jansson, Göte Nordin, Torbjörn Harrysson	Malmö, Sverige
1968	Storbritannien	Barry Briggs, Ivan Mauger, Nigel Boocock, Martin Ashby, Norman Hunter	London, Storbritannien
1969	Polen	Andrzej Wygleda, Edward Jancarz, Stanisław Tkocz, Henryk Glücklich, Andrzej Pogorzelski	Rybnik, Polen
1970	Sverige	Ove Fundin, Anders Michanek, Bengt Jansson, Sören Sjösten	London, Storbritannien
1971	Storbritannien	Barry Briggs, Ivan Mauger, Ray Wilson, Jimmy Airey	Wrocław, Polen
1972	Storbritannien	Ivan Mauger, Ray Wilson, Terry Betts, John Louis	Olching, Vesttyskland
1973	Storbritannien	Ray Wilson, Terry Betts, Peter Collins, Malcolm Simmons	London, Storbritannien
1974	Storbritannien	Peter Collins, John Louis, Dave Jessup, Malcolm Simmons	Chorzów, Polen
1975	Storbritannien	Martin Ashby, Peter Collins, Malcolm Simmons, John Louis	Norden, Vesttyskland
1976	Australien	Billy Sanders, Phil Herne, John Boulger, Phil Crump	London, Storbritannien
1977	Storbritannien	Michael Lee, Dave Jessup, John Davis, Peter Collins, Malcolm Simmons	Wrocław, Polen
1978	Danmark	Finn Thomsen, Hans Nielsen, Ole Olsen, Mike Lohmann	Landshut, Vesttyskland
1979	New Zealand	Larry Ross, Mitch Shirra, Ivan Mauger, Bruce Cribb	London, Storbritannien
1980	Storbritannien	Peter Collins, Dave Jessup, Michael Lee, Chris Morton	Wrocław, Polen
1981	Danmark	Erik Gundersen, Tommy Knudsen, Hans Nielsen, Ole Olsen, Finn Thomsen	Olching, Vesttyskland
1982	USA	Bruce Penhall, Kelly Moran, Bobby Schwartz, Shawn Moran	London, Storbritannien
1983	Danmark	Finn Thomsen, Peter Ravn, Hans Nielsen, Erik Gundersen, Ole Olsen	Vojens, Danmark
1984	Danmark	Lars Eriksen, Hans Nielsen, Bo Petersen, Erik Gundersen	Leszno, Polen
1985	Danmark	Tommy Knudsen, Hans Nielsen, Erik Gundersen, Preben Eriksen, Bo Petersen	Long Beach, USA
1986	Danmark	Hans Nielsen, Erik Gundersen, Jan O. Pedersen, Tommy Knudsen	Vetlanda, Sverige Vojens, Danmark Bradford, Storbritannien
1987	Danmark	Hans Nielsen, Erik Gundersen, Jan O. Pedersen, Tommy Knudsen	Fredericia, Danmark Coventry, Storbritannien Prag, Tjekkoslovakiet
1988	Danmark	Hans Nielsen, Jan O. Pedersen, Erik Gundersen, Tommy Knudsen, John Jørgensen	Long Beach, USA
1989	Storbritannien	Jeremy Doncaster, Paul Thorp, Kelvin Tatum, Simon Wigg, Simon Cross	Bradford, Storbritannien
1990	USA	Sam Ermolenko, Rick Miller, Shawn Moran, Kelly Moran, Billy Hamill	Pardubice, Tjekkoslovakiet
1991	Danmark	Hans Nielsen, Jan O. Pedersen, Tommy Knudsen, Gert Handberg, John Jørgensen	Vojens, Danmark
1992	USA	Sam Ermolenko, Ronnie Correy, Billy Hamill, Greg Hancock, Bobby Ott	Kumla, Sverige
1993	USA	Sam Ermolenko, Bobby Ott, Billy Hamill, Greg Hancock, Josh Larsen	Coventry, Storbritannien
Fra 1994 slået sammen med VM for par.
1994	Sverige	Tony Rickardsson, Henrik Gustafsson, Mikael Karlsson	Broksted, Tyskland
1995	Danmark	Hans Nielsen, Tommy Knudsen, Brian Karger	Bydgoszcz, Polen
1996	Polen	Tomasz Gollob, Sławomir Drabik, Piotr Protasiewicz	Diedenbergen, Tyskland
1997	Danmark	Hans Nielsen, Tommy Knudsen, Jesper B. Jensen	Piła, Polen
1998	USA	Billy Hamill, Greg Hancock, Sam Ermolenko	Vojens, Danmark
Fra 1999 vendte man tilbage til 4 ryttere pr. hold.
1999	Australien	Jason Crump, Jason Lyons, Leigh Adams, Ryan Sullivan, Todd Wiltshire	Pardubice, Tjekkiet
2000	Sverige	Tony Rickardsson, Mikael Karlsson, Henrik Gustafsson, Peter Karlsson, Niklas Klingberg	Coventry, Storbritannien
World Cup
2001	Australien	Jason Crump, Todd Wiltshire, Craig Boyce, Ryan Sullivan, Leigh Adams	Wrocław, Polen
2002	Australien	Jason Crump, Todd Wiltshire, Craig Boyce, Ryan Sullivan, Leigh Adams	Peterborough, Storbritannien
2003	Sverige	Andreas Jonsson, Mikael Max, Peter Ljung, Peter Karlsson, David Ruud	Vojens, Danmark
2004	Sverige	Mikael Max, Tony Rickardsson, Antonio Lindbäck, Andreas Jonsson, Peter Karlsson	Poole, Storbritannien
2005	Polen	Grzegorz Walasek, Rune Holta, Piotr Protasiewicz, Jarosław Hampel, Tomasz Gollob	Wrocław, Polen
2006	Danmark	Hans N. Andersen, Nicki Pedersen, Bjarne Pedersen, Charlie Gjedde, Niels Kristian Iversen	Reading, Storbritannien
2007	Polen	Damian Baliński, Tomasz Gollob, Jarosław Hampel, Rune Holta, Krzysztof Kasprzak, Grzegorz Walasek	Leszno, Polen
2008	Danmark	Hans N. Andersen, Nicki Pedersen, Bjarne Pedersen, Kenneth Bjerre, Niels Kristian Iversen	Vojens, Danmark
2009	Polen	Krzysztof Kasprzak, Piotr Protasiewicz, Jarosław Hampel, Tomasz Gollob, Adrian Miedziński	Leszno, Polen
2010	Polen	Rune Holta, Janusz Kołodziej, Jarosław Hampel, Tomasz Gollob, Adrian Miedziński	Vojens, Danmark
2011	Polen	Krzysztof Kasprzak, Jarosław Hampel, Tomasz Gollob, Piotr Protasiewicz, Janusz Kołodziej	Gorzów Wielkopolski, Polen
2012	Danmark	Nicki Pedersen, Mikkel B. Jensen, Michael Jepsen Jensen, Niels Kristian Iversen	Målilla, Sverige
2013	Polen	Krzysztof Kasprzak, Jarosław Hampel, Patryk Dudek, Maciej Janowski	Prag, Tjekkiet
2014	Danmark	Nicki Pedersen, Peter Kildemand, Mads Korneliussen, Niels Kristian Iversen	Bydgoszcz, Polen
2015	Sverige	Antonio Lindbäck, Andreas Jonsson, Linus Sundström, Fredrik Lindgren	Vojens, Danmark
2016	Polen	Piotr Pawlicki Jr., Bartosz Zmarzlik, Patryk Dudek, Krzysztof Kasprzak	Manchester, Storbritannien
2017	Polen	Patryk Dudek, Maciej Janowski, Piotr Pawlicki Jr., Bartosz Zmarzlik	Leszno, Polen
Speedway of Nations
2018	Rusland	Artem Laguta, Emil Sayfutdinov, Gleb Chugunov	Wrocław, Polen
2019	Rusland	Artem Laguta, Emil Sayfutdinov, Gleb Chugunov	Tolyatti, Rusland
2020